torsdag den 31. december 2015

Nytår!

Så er det blevet tid til at springe ind i det nye år! Det er jo svært at undgå at året render ud, og jeg har mange gode ting at se frem til i 2016 (bedring i både kæber, læber og hofte, ny lejlighed, en tur til Chicago osv.), så det nye år byder jeg glædeligt velkommen.

I går havde jeg en af de dårligere dage. Jeg havde rigtig mange smerter i mine læber, og humøret var helt i bund. Jeg var i bund og grund rigtig træt af min situation, og syntes ikke det går hurtigt nok fremad.. Derudover ringede de inde fra Rigshospitalet og spurgte ind til hvordan det gik, og jeg måtte krybe til korset og (gennem mor) fortælle, at jeg jo ikke havde fået skiftet de elastikker jeg skulle, fordi det simpelthen gjorde for ondt - det betød at de gerne lige ville have mig ind til et ekstra tjek, da det hen over nytåret er lidt sværere at komme i kontakt med dem. Det var et tjek jeg frygtede, fordi jeg vidste at det ville indebære at de skulle hive i mine læber for at komme til. Det er svært at beskrive hvor smertefuldt det var.. Jeg mener jo ikke selv jeg plejer at pive meget, men gennem hele dette tjek løb tårerne og sveden ned af mit ansigt. Selvom det IKKE var en sjov oplevelse, så kunne tandlægen da meddele at alt ser ud som det skal, men at jeg måske reagerer på det klorhexedin jeg skyller med 3 gange om dagen (meget få personer er allergiske overfor det, og det viser sig at jeg nok er en af de få). Derfor blev jeg anbefalet at skylle med dansk vand i stedet, og ellers blev det sagt meget bestemt at de elastikker altså SKAL skiftes hver dag.. Øv...
31.12.15 - morgen

I dag har jeg det bedre. Mine læber både ser og føles lidt bedre, selvom det har blødt lidt fra det lange sår jeg har under hele overlæben. Det gør stadig meget ondt når jeg hiver bare en smule i overlæben, så jeg har endnu ikke kunne tage mig sammen til at skifte elastikker, men håber på at få det gjort i løbet af dagen - der jo ellers står i nytårets tegn!

Ifølge den oprindelige plan skulle jeg have været opereret en uge tidligere. Det ville have gjort (tror jeg da), at jeg ville være en del mere frisk til i aften, og jeg havde håbet på at kunne deltage lidt i festivitasen. Nu tror jeg ikke, at jeg kan være med til ret meget. Jeg sidder med til bords og får en speciel menu, men den traditionelle fest med vennerne efter middagen må jeg nok gemme til næste år.. Det er vel også hyggeligt nok at blive hjemme med de gamle.. :)

Såret på hoften
Før plasteret kommer af
Hævelsen synes jeg er blevet en anelse mindre, og jeg er endnu ikke blevet blå (kun en let gul farve på venstre kind og venstre side af halsen). Jeg har nu også genvundet nogenlunde normal følelse i højre næsebor. Men huden hen over næsen og ud over kindbenene og på hagen er stadig underlig og - jeg vil ikke sige følelsesløs - anderledes følende. Min hofte bliver langsomt bedre og bedre, og er nu mest af alt bare lidt irriterende når jeg skal løfte benet eller bruge mavemusklerne. Jeg skal nok skifte plasteret i dag, så jeg får for første gang et kig ind til såret - spændende! (jeg må nok hellere selv klare den, da mor sikkert bare bliver dårlig!)
Såret på hoften 31.12.15
Min hud kan ikke tåle plaster,
derfor er den hævet og rød

Så dagen i dag byder på en masse larm i køkkenet, da madlavningen er i fuld gang - jeg må stadig ikke anstrenge mig, så jeg er ikke til meget hjælp hverken i madlavning eller rengøring.. Derfor vil jeg tage mig et godt langt bad og en middagslur, og så ellers få klaret de åndssvage elastikker.. det må være nok for én dag..

Rigtig godt nytår!!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar