Så skete det endelig!

Så sidder jeg på seng 34, 7. etage, opgang 3 og kigger på en storsmilende ballon, jeg netop har fået af min gode veninde Louise. Jeg er nogenlunde kommet til mig selv efter gårsdagens operation. Selvom det har været en overvældende oplevelse, er jeg (og min familie) meget positivt overraskede over hvor godt jeg har det, alt taget i betragtning.

Post OP på opvågningen, 21.12.15

Selve operation blev denne gang rykket frem, så jeg nåede knap at skifte til støtte-strømper og lækkert hospitalstøj før jeg blev hentet og fulgt ned på operationsstuen. Her fik jeg taget diverse værdier, sat nogle elektroder på brystet og efter lidt ilt blev jeg lagt til at sove. Alt det gik meget hurtigt, og jeg nåede faktisk aldrig at se min kirurg, blot diverse sygeplejersker og anæstesilæger – hvilket jeg i forvirringen synes var lidt underligt – og da jeg vågnede igen var der også kun nogle sygeplejersker tilbage. Jeg vågnede på operationsbordet og blev instrueret i at flytte mig selv over på sengen ved siden af – på det her tidspunkt kunne jeg knapt åbne øjnene, så med hænderne åbnede jeg det ene øje mens jeg baksede min krop med kateter i blæren og sonde i næsen over på sengen. Jeg kæmpede en kamp for at holde mig vågen under turen ned på opvågningen, og langsomt kunne mine øjne endelig holde sig selv åbne. På opvågningen blev jeg set grundigt efter, da jeg havde en smule feber og en enormt høj puls (den var oppe og kysse de 130 på et tidspunkt), og efter (jeg gætter på) 1 times tid, kom mor og far og sagde hej. Jeg havde det egentlig udmærket – underligt selvfølgelig, men det kunne jeg sagtens håndtere. Det kunne mor dog ikke, så hun måtte lige sidde ned og vinde noget farve tilbage i ansigtet inden jeg blev kørt op på min stue (efter en underskrift fra lægen på at det var ok på trods af den høje puls).

Jeg ligger (desværre) på en 4-mandsstue med en meget utilfreds ung pige, der ikke laver meget andet end at skælde ud på sine forældre, og så 2 andre der pt er kørt til operation. Det er fint nok, selvom det er svært at få søvn med en konstant renden af sygeplejersker der skal se til først den ene, så den anden.

Sygeplejerskerne er enormt søde ved mig. I går fik jeg fjernet sonden fra næsen, og var oppe og gå en meget kort tur (ca. 10 m.), hvorefter jeg måtte sidde ned fordi jeg blev meget svimmel. I dag er det dog gået meget bedre, og jeg har fået fjernet kateteret så jeg har kunne komme i bad og børste tænder (sådan nogenlunde da), og jeg er nu nogenlunde stabilt gående uden gangstativ. Det med at gå er faktisk sværest pga. den lille incision de har lavet i min hofte for at hente lidt knogle fra min crista iliaca (hoftekam) til at sætte i overkæben. Sjovt nok er det indtil nu den har voldt mig mest smerte. Mit ansigt er ret hævet, specielt i venstre side, og jeg er ved at få anlagt mig en elegant dobbelthage og et par blå øjne, men jeg ser meget pænere ud end forventet på det her tidspunkt. Min mad består af (ikke så godt smagende) proteindrikke, og det er en udfordring at få den mængde ned jeg gerne skulle.

I går havde jeg besøg af mor og far og Kasper og kæresten Karen, og i dag har mor, far og louise været forbi. Super hyggeligt at få lidt besøg – og enormt mange søde beskeder – når nu hospitalet er reeet kedeligt (og jeg bare kan ligge og lytte til teenagepigen brokke sig)….

22.12.15

Den her oplevelse er lige så meget psykisk belastende som fysisk belastende. Jeg kan mærke, at jeg føler mig pinligt berørt, når jeg drikker mine proteindrinks, da jeg endnu ikke har følelse i læberne og derfor ikke kan mærke om jeg rammer munden. Jeg må drikke foran et spejl, og tørre mig om munden efter hver tår. Det bliver bedre og bedre, men det i sig selv er lidt et slag i stoltheden, som jeg må leve med i det første stykke tid. Derudover er det jo helt vildt underligt at se anderledes ud og føle sig anderledes pga. hævelser men jo også pga. det kirurgiske håndarbejde (som efter sigende er blevet gjort flot!). Det er frustrerende ikke at kunne snakke som jeg plejer og trække vejret som jeg plejer (har ingen luftvej gennem næsen da min næseryg er meget hævet), men mest frustrerende er det nok ikke at kunne se det endelige resultat før om mange måneder… Det vidste jeg dog godt going into this, så det kan jeg jo næppe brokke mig over.

Derudover har oplevelsen været positiv, og jeg føler mig godt informeret og godt taget hånd om. Jeg er meget tryg ved at være her, men glæder mig selvfølgelig også til at komme hjem igen – de regner med at udskrive mig i løbet af i morgen.

Jeg har nu en skinne permanent på overkæbens tænder, der så har elastikker der forbinder den til underkæben. Det er for at holde mit bid i den korrekte stilling mens knoglerne vokser sammen. Det gør dog også at jeg ikke kan åbne munden, hvilket giver en udfordring ift. drikke og tale. Denne skinne skal sidde på i en hel måned desværre, men efter det kan jeg så småt begynde at spise noget moset mad. Det ser jeg allerede MEGET frem til. Men for nu må jeg tage det hele en dag af gangen. Lige nu kan jeg glæde mig til at se nogle nye røntgenbilleder i morgen, så jeg kan se hvad der egentlig er blevet lavet, og så komme hjem.