Jeg har en underudviklet overkæbe og en overudviklet underkæbe, hvilket giver mig et stort underbid - oveni det har jeg også krydsbid.. Alt dette resulterer i et bid der reelt er ikke-eksisterende (har 2-3 tænder der rammer hinanden, hvorfor jeg ikke kan bide noget så let som et stykke salat over). Jeg har aldrig kendt en anden virkelighed end den hvor jeg skal kæmpe og hive og finde måder at bruge tungen på til at få taget en bid af en sandwich, men jeg har i 10+ år set frem til at kunne tage en bid af et æble og se et rent "cut".
I folkeskolen, da alle fik togskinner på (da det næsten var lidt sejt!) fik jeg at vide, at trods forsøget med ganebøjle måtte bøjletandlægerne give op - det var simpelthen for skævt, og jeg ville få brug for en operation når jeg var udvokset.
Efter mange besøg hos skoletandlægen og mange røntgenbilleder af mine hænder (udviklingen af knoglerne fra brusk til knogle viser hvor langt i sin udvoksning man er), kunne man endelig erkende at jeg var fuldt udvokset - skønt! nu kunne jeg endelig blive skrevet på ventelisten. Jeg var bare ikke lige forberedt på at denne venteliste var på 3 år!
Men tiden gik, og efter et år flyttede jeg til USA og fik de 2 sidste år til at gå med nye oplevelser - alt imens jeg hver eneste dag ved morgenmad, frokost og aftensmad , samt på hvert eneste billede og i spejlet, blev mindet om mit bid. Selvom det jo er en meget normal del af min hverdag, er det en stor frustration jeg har måtte lære at gemme væk. Da jeg endelig fik en indkaldelse havde vi så lige udvidet opholdet i USA med 1 år, så min ventetid endte med 4 år..På billedet til højre kan man se et smil der afslører et underbid og uregelmæssige tænder, der mangler "normale" slid- og et forsøg på at gemme netop det!
Endelig kom jeg til samtale på riget, men af en eller anden grund blev denne første samtale "glemt" og der kan ikke findes dokumentation på dette besøg (hvorfor aner jeg virkeligt ikke!), og da jeg efter ½ år stadig intet havde hørt kontaktede jeg tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Igen blev jeg indkaldt til den samme samtale - der blev taget mål og kigget godt og grundigt på det bid og smil jeg efterhånden var blevet så god til at gemme væk, samt spurgt ind til min motivation for at få foretaget operationen - var det af kosmetiske eller funktionelle årsager? Jeg måtte (som de også havde forventet) forklare at det selvfølgelig var pga. den manglende funktionalitet, samt for at forhindre en fremtid med kronsik hovedpine og kæbeproblemer, og kun sekundært kosmetisk.
Efter mange samtaler og materiale-aftryk og konferencer tandlæger/bøjlelæger/kirurger imellem kom vi endelig frem til et behandlingsforløb, der lød på 1-2 måneder med togskinner på over- og undermund, derefter en operation hvor overkæben bliver rykket frem og ned, og underkæben bliver rykket en smule tilbage og lidt til venstre, og til sidst 9-12 måneder med togskinner for at få rettet tandbuerne ind på plads i forhold til hinanden. Det lyder jo egentlig ikke slemt når man siger det sådan, men alene tanken om togskinnerne skræmte mig, for slet ikke at tale om en ret omfangende operation og efterfølgende syge-forløb. Det var nu lige pludseligt meget virkeligt - det jeg havde ventet på hele mit "voksen"-liv - og det var på samme tid enormt skræmmende og vildt spændende!
I løbet af oktober skulle jeg have sat togskinnerne på - det tog 4 besøg, da der skulle sættes ringe på kindtænderne osv før selve brackets'ne kunne sættes på - jeg blev dog taget på sengen den 22. oktober da min tandlæge sagde "jeg ved godt du først skal have dine brackets på i næste uge, men vi er blevet nødt til at rykke det til i dag også!" og så var de ligesom bare på.. Måske var det meget godt at jeg ikke havde haft den ekstra uge til at nå at overtænke det hele - helt ærligt, så slemt er det heller ikke at skulle være braceface i det næste 1½ års tid..
Jeg fik også lige sat et par "klodser" (det ligner mine tænder men fylder lidt mere) der skal give plads til togskinnerne når jeg får kæberne på plads. Da mine tænder ikke rammer hinanden er de jo aldrig rigtig blevet slebet flade som det er for folk med et normalt bid - og klodserne har da kun gjort mine hjørnetænder ekstra spidse.. Det ligner næsten et par vampyr-tænder! men de skal slides ned stille og roligt, som tænderne retter sig ind. Så det må jeg også bare leve med!
I dag er der mindre end en måned til min operation, og det der generer mig mest er tanken om at måtte opgive både julemad og nytårs-mad samt skiferie i år, og håndbold i mindst 6 måneder. Togskinnerne generer mig egentlig ikke synderligt - en gang imellem når jeg ser mig selv smile bringer det mig da tilbage til teenage-årerne da alle mine venner havde metal i munden, men det er jo ikke så slemt - når man da husker at tjekke at der ikke sidder brødkrummer og andet godt gemt i metallet!.. Lige nu ser jeg bare frem til ENDELIG at få startet min forandring...
